Børnefysioterapi

Børnefysioterapi er undersøgelse, behandling og rådgivning omkring dit barn. Jeg arbejder ud fra en helhedsopfattelse af dit barn, hvor jeg ser på både motorik, sanseintegration og barnets sociale liv. Jeg hjælper dig som forælder til at kunne træne og støtte dit barn, frem mod en bedre motorik og sansebearbejdning. Målet er livsglæde, balance og lyst til hverdagen. Konkret indeholder et børnefysioterapeutisk forløb en undersøgelse af barnets motoriske kunnen. Desuden undersøges efter behov; sansernes funktion, kroppens bevægelighed, balance, muskelstyrke, koordination, åndedrættet, muskelfunktion og kropsholdning.

Som udgangspunkt mener jeg, at det er forældrene selv der skal udføre træningen og stimuleringen af barnet i hverdagen. Derfor er det sjældent at jeg varetager et egentligt træningsforløb med barnet. Dette skyldes at det kræver dagligt fokus og træning at opnå resultater. Barnet lærer bedst i kendte og trygge omgivelser, med mennesker der kender det godt og kan gribe chancen for træning når barnet er motiveret og udhvilet. Træningen skal helst føles som leg for barnet og integreres i hverdagen, på en måde der passer ind i hele familiens liv. Ved at komme ud i hjemmet og se jeres omgivelser og muligheder, kan jeg mest optimalt lave realistiske og brugbare træningsforslag, til gavn for barnet.

Målgruppe

Børnefysioterapi er f.eks. for børn der:

  • Har en forsinket motorik og først sent lærer at ligge på maven, kravle eller gå.
  • Har svært ved at følge med andre jævnaldrende børn i leg og sport.
  • Ofte falder over deres egne ben og går ind i ting.
  • Er særligt sensitive over for lyde, berøring, synsindtryk eller bestemte bevægelser.
  • Er meget urolige og har svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Evt. har svært ved at indgå i sociale sammenhænge, i daginstitution eller skole.
  • Virker upåvirkede af kraftige sanseindtryk. Virker inaktive og meget inde i deres egen verden, i en grad der hæmmer dem i deres hverdag.
  • Fra spædbarnsalderen har en favoritside, hvor de vender hovedet imod, og evt. et skævt baghoved.
  • Er overvægtige.
  • Er født for tidligt, evt. med et umodent sansesystem.
  • Har brug for at få lavet en sensory profile.

Er du i tvivl om, om du har brug for børnefysioterapi til dit barn, så kontakt mig for en uforpligtigende snak.